![]() |
TIDLIGERE ÅRGANGE
2006
På Frederiksdal var der også masser af bær i 2006. Så mange, at det gik ud over sukkerindholdet, der kun var på 89 oechsle. I alt fremstillede vi 1200 liter vin, der – i de første mange måneder – ikke smagte særligt godt. Vinen blev først interessant efter det kom på 225 liters franske træfade og på rancio-balloner ude i solen.
2007
Også på Frederiksdal var der rigtig mange bær i 2007 – endda med et fint sukkerindhold på 98 oechsle.
2008
På Frederiksdal var der næsten heller ingen bær i 2008. Men da 2006-årgangen begyndte at vise kvaliteter, havde vi fået blod på tanden. I alt fik vi skrabet kirsebær sammen til godt 1000 liter fantastisk vin med et rigtigt flot sukkerindhold på 110 oechsle. Den gode modenhed betød, at størstedelen af årgangen blev flasket samme år som en frisk, ung ’Vintage’ vin. Resten endte på 225 liters franske træfade og rancio-balloner – og i vores solera-system.
2009
På Frederiksdal var det nye vineri netop klar til høsten – og kirsebærplantagerne ildrøde af bær. Men den store mængde betød, at det tog ekstra tid for træerne at generere nok sukker.
2010
I Frederiksdals plantager var det svært at finde et bær i 2010 – men dem der var, smagte fantastisk!
Al vinen fra 2010 blev tappet som enkeltmarksvinen 'Nielstrupmark' og 'Catherine' - vores første forsøg på at fremstille en tør, uforstærket version.
2011
Året, der regnede væk. Det begyndte ellers smukt. Foråret kom pludseligt, og sommeren tog nærmest over med det samme. Der var god temperatur under blomstringen i Frederiksdals plantager, og efterfølgende masser af bær på træerne.
Alt tegnede til et brag af en årgang, men fra slutningen af juli indtraf katastrofen. Det begyndte at regne i så store mængder, at man ikke de sidste 100 år har målt så meget på Lolland.
Under en pause i skybruddet i den 8. august lykkedes det os at få godt 10.000 liter vin i tankene – fra de bedste træer på Nielstrupmark. Men sukkerindholdet var kun på 75 oechsle. Så begyndte det at regne igen, og vi opgav at høste flere kirsebær til vinproduktion på Frederiksdal. Resten af godsets produktion – godt 200 ton – endte som saft.
I stedet måtte vi smide principperne og købe bær til 8.000 liter vin – høstet på Sjællands Odde, hvor det ikke havde regnet nær så meget. Al vin blev deklassificeret til basisvinen Frederiksdal og Reserve - ingen Nielstrupmark, Rancio eller Solera-påfyldning i 2011. Men efter endt fermentering fremstod vinen overraskende frugtig og koncentreret. Selvom vi havde årgangen imod os, var vi bare blevet bedre til at lave vin.
I Danmark endte høsten som en nogenlunde – mængdemæssigt – succes. Hele 5.365 ton Stevnsbær blev det til – men sukkerindholdet var ikke noget at prale med.








