Mændene bag vinen

Det første møde var tilfældigt – og handlede slet ikke om kirsebær.

Men Harald havde smukke kirsebærplantager fra et unikt hjørne af Danmark. Og Jan og Morten havde viden og ideer til fremstillingen af en dessertvin. Fælles var lysten til at rykke dansk landbrug væk fra bulkproduktionen – og ind i et univers, hvor kvalitet var det vigtigste parameter.

Efter nogle års forsøg var Frederiksdal Kirsebærvin skabt.

Harald Krabbe
Harald Krabbe

Godsejer på Frederiksdal og uddannet agrar økonom. Efterfølgende tog han til Afrika, hvor han lærte, hvor værdifuld en sund flora i jorden er. En viden, han nu er i fuld gang med at implementere i kirsebærplantagerne. Harald har siddet i bestyrelsen i Danske Bær og modtog prisen som Årets Frugtavler i 2010.

Morten Brink Iwersen
Morten Brink Iwersen

Journalist og arbejder på DR. Lidenskaben er vin. En lidenskab, der tog fart efter gymnasiet, hvor han boede i Languedoc-Roussillon og arbejdede på vingårde. Siden da er fritiden gået med vinimport, vinforedrag, vinartikler, en vinbog samt anmeldelser af vin, restauranter og cafeer på henholdsvis 24timer, Nyhedsavisen og Politiken.

Jan Friis-Mikkelsen
Jan Friis-Mikkelsen

Kok og restauratør på Tinggården ved Helsinge. Ud over at servere franskinspireret mad på de bedste danske råvarer er han kendt for en utrættelig indsats for bedre fødevarer i Danmark. En kamp, der har ført til en hæderspris for ‘højnelse af dansk madkultur’ fra Det Danske Gastronomiske Akademi. Jan har desuden udgivet flere kogebøger, produceret TV-køkken på DR med Claus Meyer og været dommer i ’Den Store Bagedyst’.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at rykke alle kirsebærtræerne op og så korn i stedet. Det nåede jeg heldigvis ikke. En frokost med Morten Brink Iwersen blev startskuddet til vores kirsebær-vinproduktion. Jan Friis-Mikkelsen blev involveret og siden 2006 har vi arbejdet for at genvinde kirsebærvinens gastronomiske eksistensberettigelse.

Harald Krabbe