Pluk Stevnskirsebær gratis på Frederiksdal

For femte gang holder Frederiksdal Kirsebærvin ’Åben Mark’ lørdag den 11. august, hvor alle kan plukke det unikke Stevnskirsebær til saft, sylt og sauce – og selvfølgelig købe kirsebærvin med hjem

 

 

Vores kirsebær er ved at være modne. Det varme sommervejr betyder, at vi i år høster tidligere end normalt, men det ændrer ikke ved, at vi selvfølgelig også i år inviterer til Åben Mark på Frederiksdal, hvor I gratis kan plukke det unikke Stevnskirsebær til jeres sauce, kager, sylt, snaps eller ….

De fleste Stevnskirsebær fra godsets plantager bliver brugt til Frederiksdal Kirsebærvin, men traditionen tro reserverer vi nogle af bærrene til ’Åben Mark’, hvor alle er velkommen til at plukke en pose eller spand fuld af det unikke bær. Helt gratis!

Unikt kirsebær

”Stevnskirsebærret er det mest interessante bær vi har i Danmark, men forbrugerne kan ikke købe det. Det er synd, for det er helt unikt til fx ost, vildt, oksekød og desserter,” forklarer Harald Krabbe, der er godsejer og står bag Frederiksdal Kirsebærvin.

Derfor inviterer Frederiksdal Kirsebærvin traditionen tro til ’Åben Mark’ for at hylde Stevnsbærrets mangfoldighed.

Sidste år kom over 1.000 danskere forbi og plukkede til syltetøj, sauce, saft og sågar ølproduktion.

Rundvisning og afslapning i plantagerne

Der er på alle måder lagt op til en hyggelig dag i plantagerne. Vi har nemlig allieret os med nogle af vores samarbejdspartnere, så når kirsebærrene er plukket, er der mulighed for at slappe af i plantagen med kirsebær is produceret i samarbejde med Kødbyens is, gourmet hotdog fra Deli-John, sandwich fra Restaurant Gonzales Feilberg, et glas kirsebærvin eller en frisktappet fadøl fra Krenkerup Bryggeri.

Den lokale børnehave sælger hjemmebagte kager, specialbutikken ”Oste fra Holland til Lolland” sælger udvalgte oste, der passer særlig godt til Frederiksdal Kirsebærvin – I er naturligvis stadig velkommen til at tage madkurven med og nyde den i skyggen under kirsebærtræerne.

I Vineriet er der rundvisninger flere gange i løbet af dagen. Her er der mulighed for at høre mere om produktionen og de forskellige vine. I plantagen kan man se nærmere på høstmaskinen og høre om Stevnsbærret og vores dyrkningsmetoder.

Vil man ikke selv plukke kirsebærrene, har vi rystet nogle træer på forhånd, så kirsebærrene kan købes til en meget favorabel pris.

Uanset om man plukker selv eller ej, så husk pose eller spand til kirsebærrene.

PRAKTISK INFORMATION:

Åben Mark, lørdag 11. august fra kl. 10.00 til 16.00

Sted: Jørgensmark under vindmøllen (for enden af Højsmarkevej, 4900 Nakskov). Der er også skilte fra Frederiksdal Gods, der viser mod plantagerne.